Fritid: Der er flere lystfiskere i Region Sjælland end gennemsnittet i Danmark.
Danske lystfiskere har kort afstand til fiskepladser overalt i landet. En ny undersøgelse om lystfiskeri og dets økonomiske potentiale viser, at lystfiskere bor og fisker i alle landsdele, men at der er variationer mellem de fem regioner.
At være bosat i storbyen betyder ikke, at man ikke kan have en aktiv fritidsinteresse i den fri natur. Faktisk bor en fjerdedel af alle Danmarks lystfiskere i hovedstadsområdet. Men de tager ofte væk fra regionen for at fiske, viser rapporten ”Samfundsøkonomisk betydning af lystfiskeri i Danmark”, idet kun 13 procent af lystfiskeriet i Danmark foregår i Region Hovedstaden.
Til gengæld foregår 22 procent af lystfiskeriet i Region Sjælland, hvor der i øvrigt er relativt flere lystfiskere end landsgennemsnittet. Det tyder på, at der er i Region Sjælland er gode og attraktive fiskeområder, som tiltrækker lystfiskere også udenfor regionens grænser.
Danske og udenlandske lystfiskere bidrager med et forbrug på knap tre milliarder kroner om året fordelt på hele landet.
– Lystfiskeri er natur, miljø og fangstoplevelser. Men som rapporten viser, er der også samfundsøkonomiske muligheder og perspektiver ved lystfiskeriet. Derfor er det godt, at vi med rapporten har fået større viden om lystfiskere og lystfiskeri, og jeg håber, at resultaterne bl.a. vil kunne bruges som inspiration for turisterhvervet, kommuner, regioner og private oplevelsesvirksomheder, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Det kan mærkes at lystfiskerturister er klar til at betale for naturoplevelser; turistgruppen efterladte forrige år 253 millioner kroner i butikker, restauranter, tankstationer, campingpladser, hoteller og ikke mindst hos sommerhusudlejerne. Lystfiskerturisterne køber næsten tre millioner overnatninger om året.
Der er et rigt potentiale i at videreudvikle lystfiskeriet i første omgang blandt danskere og vore tyske og svenske naboer. Tyskerne tager gerne så langt nordpå som Sverige og Norge for at få glæde af god vandkvalitet. Med et bedre vandmiljø som følge af regeringens plan for Grøn Vækst og en ny ambitiøs vandmiljøplan fra januar i år, vil mulighederne vokse yderligere for lystfiskeri i Danmark fremover.