22. november 2024

Ble med sensor skulle gerne give bedre pleje til de enkelte beboere på plejecentrene i Lolland Kommune. PRfoto.

I det sidste halve år, har personalet på fire plejecentre i Lolland Kommune afprøvet om sensorbleer, kan give et større viden om, hvornår hver enkelt borger har brug for hjælp. Nu udbredes brugen af sensorbleer til alle kommunens plejecentre.

Ble med sensor skulle gerne give bedre pleje til de enkelte beboere på plejecentrene i Lolland Kommune. PRfoto.
Ble med sensor skulle gerne give bedre pleje til de enkelte beboere på plejecentrene i Lolland Kommune. PRfoto.

Formålet med sensorbleerne er at kortlægge præcis, hvor meget og hvornår borgeren har vandladning, så han eller hun kan få den bedst mulige pleje. Sensorbleerne bliver sat til en datalogger, der registrerer borgerens mønster over en periode på tre dage, og sammen med informationer om lækager, indtag af medicin og tilbud om toiletbesøg bliver oplysningerne samlet i en rapport.

Lolland Kommune har afprøvet sensorbleerne på borgere, der ikke selv er i stand til at give udtryk for, hvornår de har brug for at komme på toilettet, og her har bleerne vist sig at være til stor nytte. De har givet en viden om borgerne, som betyder, at beslutninger om blandt andet brug af ble, blestørrelse, medicinindtag og tidspunkter for toiletbesøg nu sker på et bedre og mere individuelt baseret grundlag. For eksempel ved nattevagten nu mere præcist, hvornår en bestemt borger skal på toilettet om natten og undgår dermed at vække ham unødigt.

Projektet har været til glæde for både plejecenterbeboerne og personalet, fortæller social- og sundhedsassistent på Skolebakken Plejecenter Trine Friis Rasmussen:

– Det har været et super godt projekt for borgerne og for personalet, fordi rigtig mange på plejecentrene ikke selv kan tage vare på, hvornår de skal på toilettet. Helt konkret har kortlægningen af deres toiletmønstre ført til færre våde bleer og urinvejsinfektioner. Derudover er der for manges vedkommende blevet ændret på medicinindtaget, så de har vandladning om dagen i stedet for om natten. På den måde får de en bedre nattesøvn. Projektet har i det hele taget givet personalet en enorm viden om inkontinens, og hvilke faktorer der spiller ind i den forbindelse, siger hun.

Sensorbleerne er blevet afprøvet på de fire plejecentre: Skolebakken, Skovcentret, Rønnebærparken og Bøgelunden. De gode resultater fra testperioden betyder, at sensorbleen nu også skal udbredes til kommunens øvrige plejecentre, oplyser Ældre & Sundhedschef Grete Breinhild:

– Vi undersøger hele tiden, hvordan vi kan give borgerne den bedste pleje og omsorg, og af samme grund afprøver vi løbende velfærdsteknologiens forskellige muligheder. Senest har vi testet sensorbleerne, og de har vist sig at give positive resultater hele vejen rundt. Borgerne får en bedre pleje, og personalet får større viden og ikke mindst bedre arbejdsgange, der gør, at vi kan anvende ressourcerne bedre til glæde for alle. Derfor skal vi nu i gang med at udbrede sensorbleerne til de andre plejecentre, og på sigt har vi også planer om at afprøve dem hos borgere, der modtager hjemmepleje, fortæller Grete Breinhild.

Projektet er sat i værk som en del af Velfærdsinnovation Sjælland, der er et regionalt samarbejde – mellem 14 kommuner – om udvikling, implementering og udbredelse af velfærdsteknologiske services.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.