23. november 2024

LO forventer, at det gryende opsving vil ramme den private sektor de næste år. Til gengæld er det ikke godt, at den nye, stramme finanslov lægger op til færre beskæftigede i den offentlige sektor.

– Det er ærgerligt, at regeringen lægger en unødvendig dæmper på økonomien, siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i LO.

Dansk økonomi er i starten af et opsving. Et opsving, som ifølge LO’s prognose vil betyde, at der i årene 2015-2017 vil blive skabt 80.000 nye job. Job, der i langt overvejende grad vil vokse i den private sektor.

– Det er der naturligvis god grund til at glæde sig over. Der er udsigt til, at virksomhederne igen begynder at investere og hermed tager hul på at bruge af de mange penge, som ligger gemt på kistebunden, siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i LO.

Til gengæld er han ikke begejstret for, at der i samme periode er udsigt til, at antallet af offentligt ansatte vil falde med 5.000 personer. Det vil være den direkte konsekvens af, at regeringen med sin finanslov for 2016 peger på en svag udvikling i det offentlige forbrug.

– Det er ærgerligt, at regeringen lægger denne dæmper på opsvinget. Det er slet ikke nødvendigt, siger Allan Lyngsø Madsen og henviser til, at de offentlige finanser i Danmark er blandt de sundeste i Europa.

– Der er plads til at føre en finanspolitik, der fortsat understøtter økonomien, bidrager til at skabe flere job og sikrer, at opsvinget bliver langvarigt. Det er vejen til at sikre fuld beskæftigelse, siger cheføkonomen.

Sammenlignet med i dag skønner LO, at arbejdsløsheden falder med 25.000 personer. Den forventede fremgang i beskæftigelsen dækker altså over, at der kommer tæt på 65.000 flere personer i arbejdsstyrken de næste år.

Selv om vi forventer en pæn fremgang i dansk økonomi i de kommende år, vil vi endnu ikke nå op på det, vi kalder et ”normalt aktivitetsniveau”. Om to år vil vi have genskabt 120.000 af de 180.000 private arbejdspladser, vi mistede i begyndelsen af finanskrisen. Det varer altså et stykke tid, før vi har lappet på alle de sår, vi fik for 6-7 år siden, siger Allan Lyngsø Madsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.