Hvidovre: Ikke mindre end 1.018 gange lynede og blitzede Københavns Vestegns Politis fotovogn på Holbæk Motorvejen i Hvidovre sidste onsdag den 10. juli.
Fotovognen stod i otte timer på en strækning, hvor hastigheden er sat ned til 80 km/t, fordi der går vejarbejdere og knokler med et anlægsprojekt.
Men det så en sjettedel stort på af de 6.310 bilister, som kørte på strækningen, mens fotovognen holdt der.
1.018 kørte for hurtigt igennem vejarbejdet og står nu til en bøde. 177 kørte så hurtigt, at de udover bøden får et klip i kørekortet, og 10 kan se frem til en betinget frakendelse. En af dem blev målt til 161 km/t – dvs. dobbelt så hurtigt som tilladt.
– Jeg er forundret over, at så mange bilister kører direkte igennem et vejarbejde, hvor der går folk og arbejder, uden at sætte farten ned og udvise det fornødne hensyn til andre, siger vicepolitiinspektør Erik Radmer Jensen.
Han er leder af Københavns Vestegns Politis færdselssektion og lover, at der er flere fartkontroller i vente ved vejarbejderne.