Budgettet for byggeriet af letbanen i hovedstadsområdet risikere at skride.
Letbanen, der når den er færdig vil strække sig over 28 kilometer mellem Lyngby og Ishøj og gå igennem otte kommuner med 29 stationer undervejs, kan blive 10-15% dyere end de 8,2 mia. kroner, som først var budgetteret.
Det er bl.a. Covid-19 og krigen i Ukraine, som giver generelle udfordringer i de globale forsynings- og leverancekæder, hvilket ses i form af mangel på kvalificeret arbejdskraft, samt stigende priser på råvarer, komponenter og jorddeponering.
-Når vi kommer med denne risikovurdering nu, er det ikke, fordi pengene er brugt, men det er en early warning. Med en forhøjelse af budgetrammen har vi fortsat en forventning om, at Letbanen vil kunne åbne som planlagt. Men som med andre tilsvarende komplekse projekter er der selvfølgelig vedvarende usikkerhed”, forklarer direktør i Hovedstadens Letbane Erik Skotting.
Det vil være ejerne bag Hovedstadens Letbane, som skal finansiere en forøgelse af budgettet. Ejerne bag Hovedstadens Letbane er Region Hovedstaden, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup.