En 19-årig kvinde fra Køge kontaktede onsdag eftermiddag kort efter klokken 15.30 politiet og anmeldte at hun havde været udsat for blufærdighedskrænkelse.
Den unge kvinde fortalte politiet, at hun på Nylandsvej var steget på bus nr. 121 mod Køge. En mand, der allerede sad i bussen, flyttede sæde for at sætte sig ved siden af den 19-årige. Her lagde manden gentagne gange sin hånd på kvindens lår, selvom hun flyttede benet. Da kvinden stod af på Ølby Station for at skifte bus steg manden også af bussen. Den 19-årige tog bussen videre, og manden blev tilbage på stationen.
Han beskrives som værende asiatisk af udseende, 40-50 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, sort/gråsprængt halvlangt hår. Han var iført blå ansigtsmaske for munden, mørkt bluse med lynlås. Han medbragte en rygsæk med sort elastikbånd på ydersiden.
Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til manden og politiet hører i den forbindelse gerne fra vidner som har set den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.