Lad ikke regnvejret stoppe arbejdsglæden

Hele landet: Det kolde og våde efterårsvejr pisker ned derude, men det behøver ikke at betyde, at motivation og glæden på arbejdspladsen forsvinder.

Regnen skyller ind over land, og efter en kold, klam cykeltur kan arbejdsglæden og motivationen være lig nul.

Men selvom det er mørkt og vådt udenfor, behøver livet på arbejdspladsen ikke at være kedeligt.

– Vi kan godt blive lidt triste om efteråret. Det skyldes kombinationen af, at det er blevet mørkt, vådt og koldt. Men der er rigtig mange ting, man selv kan gøre, for at bevare den gode arbejdsglæde, siger chef happiness-officer i Projekt Arbejdsglæde, Jon Kjær Nielsen, til Newspaq.

Det betyder f.eks. rigtig meget, om man har et godt forhold til sine kollegaer. Og ikke mindst betyder vores humør alt. Er en kollega trist, smitter vores følelser og humør til de andre kollegaer.

– Det er rent faktisk vist af psykologer, at det humør man starter dagen på, er det humør man har resten af dagen. Så hvis de første 15-20 minutter på jobbet er positive, glade og overskudspræget, så er der god chance for, at man får en god dag. Og lige så i det negative retning, siger Jon Kjær Nielsen.

Han opfordrer derfor alle til at tænke sig om, inden man træder ind af døren på arbejdspladsen.

– Man skal spørge sig selv, hvordan man har lyst til at møde sine kollegaer i dag, og om man vil lave de sure, trælse opgaver først, eller kaste sig over en let og positiv opgave der gør, at man kommer godt fra start. Så har man faktisk større chance for at få en bedre dag, siger Jon Kjær Nielsen.

Han påpeger også, at det er en god ide at snakke med en kollega, som man ikke har talt med længe. Eller fokusere på de opgaver som man allerede har overstået, frem for at kigge på opgavebunken, der ligger og venter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.