Lægen svigter de rygende patienter

Sundhed: De praktiserende læger er alt for dårlige til at hjælpe patienter, der vil kvitte tobakken, mener lungemedicinsk overlæge.

Er du ryger, og ønsker du at kvitte den dårlige vane, er opskriften meget simpel. Gå til din praktiserende læge, få en god snak om mulighederne for at stoppe, få lægen til at holde dig i ørene – og begynd ikke mindst at bruge nikotin-tyggegummi eller plaster.

Men desværre er det ikke så ligetil, som det lyder. De praktiserende læger er nemlig alt for dårlige til at hjælpe deres patienter. Sådan lyder kritikken fra Philip Tønnesen, der er ledende overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital.

– 80 procent af rygerne kontakter hvert år egen læge, og derfor er det yderst vigtigt, at lægen tager en alvorlig snak med patienten om mulighederne for et rygestop. Hvis lægerne gjorde det, viser videnskabelige undersøgelser, at langt flere ville stoppe med at ryge. Sådan burde den praktiserende læge gøre, men det gør de ikke nok, siger Philip Tønnesen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Han understreger, at lægen blot skal bruge den relativ korte tid, det tager at snakke med patienten, sørge for opfølgende samtaler efter en uge og ligeledes efter seks uger og samtidig ordinere nikotinprodukter eller rygestoppiller. Hvis lægen gør det, så er chancen for et rygestop enorm effektiv.

Men det er nemmere sagt end gjort, mener formanden for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Michael Dupont, der er godt træt af at høre på brok og kritik rettet mod de praktiserende læger.

– Vi gør det, så godt vi kan, og så godt som patienterne vil være med til. Alle læger er godt klar over, at det er et stort problem, men heldigvis kan vi da se, at det giver en effekt. Så er vi bare kede af, at det ikke går så hurtigt som Philip Tønnesen synes, siger Michael Dupont til Newspaq.

Og den holdning bakkes op af PLO-næstformand Henrik Dibbern, der fortæller, at rygestop er en af de ting, som lægerne gør rigtigt meget for at bakke op om.

– Rygestop har en rigtig høj prioritet hos os. Der findes ingen læger, som ikke griber enhver chance for at hjælpe deres patienter med et rygestop. Problemet er, at dem, der er tilbage, er de rigtigt hårdt ramte rygere og ikke mindst de unge rygere. De gider simpelthen ikke lytte til deres læge, siger Henrik Dibbern til Newspaq.

Han mener, at kritikken er fuldstændig ubrugelig, og han åbner gerne dørene for lægerne på hospitalerne, så de kan se hvordan rygestopafvænning foregår i praksis.

Analyser af flere års rygestopstudier viser dog, at vejen til et dobbelt så effektivt permanent rygestop ligger i lægens samtaler med patienterne, opfølgning på forløbet og ordinering af nikotinpræparater eller rygestoppiller.

I denne weekend mødes 200 nordiske praktiserende læger til rygestop-konference på Radisson SAS Scandinavia i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.