Slagelse: En 21-årig kvinde, der mandag morgen var ude at løbe i Slagelse Lystskov, blev kort efter klokken 7 overfaldet af en mand.
Kvinden kom løbende ad Skovvejen, og kort efter Arnehavehus hørte hun nogen bag sig. Det var en mand, som greb fat i hende bagfra og holdt hende fast og sagde ”jeg skal bare mærke”. Kvinden skreg op, og manden slap sit greb, så kvinden kunne slippe væk og løbe til sit hjem i Slagelse.
Gerningsmanden beskrives som værende mand, sidst i 20’erne eller først i 30’erne. Ca. 175 cm høj, tæt bygget, kort lyst hår og iført sort tøj, sort stor vinterjakke og jogginglignende bukser, muligt med hvide striber forneden på siden af bukserne.