Kvinde udsat for bedrageri: Har mistet over 440.000 kroner

En 59-årig kvinde fra Charlottenlund blev tirsdag udsat for bedrageri og anslår, at hun har mistet i alt 444.000 kroner.

Kvinden anmeldte sagen til politiet klokken 13.52. Ifølge anmeldelsen blev hun først kontaktet telefonisk af en kvinde, der udgav sig for at være fra politiet og oplyste, at den 59-årige havde været udsat for identitetsmisbrug.

Den falske politibetjent fortalte ifølge anmeldelsen, at der var tale om en stor og hemmelig sag, og at kvinden derfor ikke måtte tale med andre om det.

Senere blev den 59-årige kontaktet af endnu en person, der udgav sig for at være politibetjent. Vedkommende fortalte, at der var mistænkelig aktivitet på hendes bankkonto, og at en kollega ville hjælpe hende med netbanken.

Herefter blev kvinden kontaktet af yderligere personer, som ifølge anmeldelsen fik hende overtalt til at investere i guld, overføre penge og hæve kontanter.

Den 59-årige oplyste desuden til politiet, at en ung mand efterfølgende mødte op på hendes adresse for at hente guld, mens en anden ung mand afhentede kontanter.

Kvinden anslår, at hun samlet er blevet bedraget for 444.000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.