En 32-årig kvinde blev tirsdag formiddag stukket ned på en p-plads på Baltorpvej. Eksmand formodes at stå bag, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Kvinden har forklaret, at hun kort før klokken 09.40 blev overfaldet med kniv af sin eksmand. Han stak hende tre gange i benet og en gang i den øverste del af maven. Derudover smed han syre i ansigtet på hende. Bagefter stak han af.
Kvinden er nu indlagt på Rigshospitalets Traumeafdeling. Hun er uden for livsfare.
Politiet eftersøger nu eksmanden, som står til at blive sigtet for drabsforsøg. De foreløbige oplysninger i sagen tyder nemlig på, at overfaldet har været planlagt.
– Manden har sandsynligvis befundet sig i området et stykke tid op til overfaldet og ventet på, at kvinden skulle forlade sin bopæl, siger efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen.