Kort før klokken 21 tordsag kørte politiet til en adresse lidt uden for Karise, hvor der var larm og råben.
Det var to mænd og to kvinder, der var oppe at diskutere ret højlydt, og det lykkedes politibetjentene at få skilt de stridende parter.
En 17-årig fyr ville ikke oplyse sit navn og sin fødselsdag til politiet, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, mens en 39-årig kvinde, der tilsyneladende blev provokeret af politiets tilstedeværelse, kastede flere ting efter politiet, ikke mindst en trearmet lysestage, som det kun med nød og næppe lykkedes en betjent at undgå.
Betjentene brugte peberspray for at få kontrol over situationen, men den 39-årige kvinde stak af fra stedet. Hun blev dog kort efter fundet med hjælp fra en politihund. Kvinden blev anholdt og sigtet for vold mod politiet, og hun blev taget med til politistationen i Næstved, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen fredag formiddag.
En 52-årig mand blev også anholdt , og for at få ro på, blev han taget med til politistationen. Den 52-årige blev løsladt igen tidligt fredag morgen.