En kvinde blev ondsag formiddag fundet livløs på kirkekontoret ved Sneslev kirke på Haslevvej ved Ringsted.
En læge konstaterede, at kvinden var afgået ved døden.
Politiets kriminalteknikere og en retsmediciner har fastslået, at kvinden var blevet dræbt – stukket med kniv.
Offeret er en 40-årig kvinde fra Guldborgsund kommune, hvis pårørende er underrettet om sagen. Hun var ansat ved Sneslev kirke. Hun blev natten til i dag meldt savnet hos Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, idet hun ikke havde givet livstegn fra sig siden tirsdag morgen.
Politiet har ingen oplysninger om noget motiv, ligesom politiet heller ikke kan oplyse noget om gerningsstedet ud over, at den dræbte kvinde blev fundet på kirkekontoret.
Midt- og Vestsjællands politi har med assistance fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi anholdt to mænd på 55 og 67 år fra Guldborgsund kommune. Mændene, der er bekendte af den dræbte, bliver i øjeblikket afhørt af politiet for at få klarlagt, om de kan mistænkes for en strafbar handling over for den dræbte kvinde.
Politiet vil gerne høre fra personer, som inden for det seneste døgn har bemærket mistænkelig aktivitet i eller ved Sneslev kirke. Politiet kan kontaktes på telefon 114.