23. november 2024

Københavns Politis Afdeling for special- og udlændingekontrol gennemførte torsdag i samarbejde med Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet en kontrolaktion rettet mod menneskesmugling af asylansøgere til København.

Under kontrolaktionen blev der på Københavns Hovedbanegård i et af de internationale tog fra Rødbyhavn anholdt en 25-årig udenlandsk kvinde. Kvinden blev i dag fredag 22. august varetægtsfængslet i 11 dage. Kvinden er sigtet for menneskesmugling – for at have bistået seks asylansøgere med ulovlig indrejse og transport til København.

Københavns Politi har gennem de seneste måneder modtaget en hel del asylansøgere fra blandt andet Syrien og Eritrea, og man har mistanke om, at de mange asylansøgere systematisk hjælpes igennem Europa af menneskesmuglerorganisationer.

– Der er tale om menneskesmuglere, der ofte for egen vindings skyld udnytter asylansøgernes ulykkelige situation og mod betaling bistår med at bringe dem til København eller andre steder i Norden. Vi har derfor rettet et stærkt fokus mod menneskesmuglere, som i internationale tog og køretøjer bringer asylansøgere til København. Vi er meget tilfredse med fængslingen i dag, og vi vil fortsat iværksætte lignende kontrolindsatser, siger vicepolitiinspektør Tom Struve, Københavns politi.

Tom Struve oplyser, at sagen vil blive yderligere efterforsket af Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet for at klarlægge fremgangsmåden og omfanget af menneskesmuglingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.