Fødevareminister giver 1,3 mio. kr. til tre lovende projekter, der forsker i alternativer til forsøgsdyr.
Antallet af forsøgsdyr skal ned, og derfor tildeler fødevareminister Dan Jørgensen i dag støttemidler til tre projekter, der forsker i alternativer til forsøgsdyr.
– Der er i dag endnu ikke brugbare alternativer til alle de dyreforsøg, der bliver foretaget for at udvikle livsvigtig medicin til mennesker. Derfor skal vi hele tiden lede efter nye alternativer, så vi kan begrænse brugen af levende dyr, siger Dan Jørgensen.
Det ene af de tre projekter, der får støtte, vil udvikle kunstig hud, som skal bruges til at teste nye medikamenter mod hudinfektioner. Det andet vil udvikle en lungemodel, som giver mulighed for at teste en lang række kemikalier som man nu tester på dyr og dermed reducere antallet af dyreforsøg på området.
Det tredje projekt skal forske i, hvordan man kan bruge høns i stedet for kaniner og geder i produktionen af antistoffer. Bruger man høns, kan man undgå at tappe blod af dem, da antistofferne udskilles i store mængder i hønsenes æg. Hvis projektet lykkes, vil man også kunne undgå de mange indsprøjtninger, der ellers er nødvendige.
– Det er tre meget spændende projekter, der blandt andet skal bruges til at forske i skader på menneskers lunger og MRSA-infektioner i huden. Jeg håber, at projekterne kan blive til virkelighed, siger Dan Jørgensen.
Det er Danmarks 3R-Center, der står for fordelingen af de 1,3 millioner til de tre forskningsprojekter. Centeret arbejder for at finde alternativer til forsøgsdyr, ligesom det arbejder for, at forsøgsdyr anvendes mere effektivt og gives de bedst mulige forhold.