Hele landet: Licensen skal stige siger Danmarks Radio. Men det har de bare glemt at spørge om lov til.
Danskerne skal betale mere i licens. 64 kroner om året i 2011 og yderligere 64 kroner om året i 2012. Den melding har DR netop offentliggjort på deres hjemmeside i en tone, der antyder, at den stigning allerede er aftalt.
Men der har Statsradiofonien gjort regning uden vært. Forhandlingerne om det nye medieforlig er slet ikke begyndt endnu, og Kulturminister Carina Christensen er noget forbløffet over DR’s udmelding.
– Umiddelbart kan jeg bare sige, at danskerne betaler rigtig meget licens i forvejen, men nu skal vi lige i gang med selv forhandlingerne om medieforliget først. Og så må folk jo byde ind med de forslag og ønsker, de har, før vi kan tage stilling til det videre forløb, siger Kulturminister Carina Christensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ministeren forstår i øvrigt ikke, at DR melder så slagkraftigt ud. På deres hjemmeside skriver de ordret om licensen: ‘Derfor skal den løftes fra 2011, så den halvårlige regning både i 2011 og 2012 stiger med 32 kroner’.
– Det her er ikke på nogen måde afgjort. Der er ikke planlagt nogen licensforhøjelser. Jeg kan godt undre mig over DR’s måde at formulere sig på, men det står for DR’s egen regning det her, slutter Carina Christensen til Newspaq.