H.K.H. Kronprinsessen præsenterede mandag årets julemærke ved et arrangement på Julemærkethjemmet Liljeborg i Roskilde.
Arrangementet skulle traditionen tro have været afholdt på Københavns Rådhus, men på grund af coronarestriktioner var det blevet mere intime rammer på Julemærkehjemmet.
Det var samtidig en god lejlighed for Kronprinsessen, som er protektor for Julemærkefonden, til at høre, hvad børnene har fået ud af deres ophold på et Julemærkehjem.
Genforeningen som tema
Årets Julemærke har Genforeningen som tema. Det markerer, at det i år er 100 år siden, at Sønderjylland kom tilbage til Danmark. Illustrator Tomas Björnsson har tegnet Julemærkearket som et danmarkskort, hvor alle fem Julemærkehjem optræder sammen med en lang række danske seværdigheder.
Samtidig er mærket en kærlig hilsen til Julemærkerne fra 1919 og 1920, hvor folkeafstemningen om Genforeningen dannede grundlag for motivet.
For Tomas Björnsson har det været en både sjov og ærefuld opgave at tegne årets Julemærke:
-Det er en udfordring, men også en leg at få alt til at fungere sammen, hvor den overordnede historie også skal kunne splittes op i en masse små selvstændige historier. Jeg har arbejdet med to vinkler på Genforeningen. Først er der den historiske genforening. hvor det sønderjyske kaffebord var et element, jeg var meget bevidst om, skulle være med. Og så er der den personlige genforening, hvor nisserne rundt på kortet bliver genforenet med hinanden, siger han og understreger, at det en stor ære at få lov til at arbejde med så god en sag, som Julemærket.
Jul i fællesskab
Julemærket har fået titlen ”Jul i fællesskab”. For julen handler om fællesskabet, og med Genforeningen kom Sønderjylland tilbage til det danske fællesskab.
Fællesskabet er også nøgleordet for Julemærkehjemmenes arbejde. Mange af de børn, som får ophold på et Julemærkehjem, kæmper med ensomhed. De har få eller ingen venner og trives ikke i skolen eller derhjemme. Målet er, at ingen børn skal stå uden for fællesskabet.
-Når børnene kommer på Julemærkehjem bliver de med det samme en del af gruppen. Alle aktiviteter som fx sport, leg, madværksted og trivselsklub foregår sammen med andre børn. Vi skaber en tryg hverdag for børnene, som fremmer deres fysiske og mentale sundhed, og giver dem glæde og selvværd. Det er alt sammen med til at give børnene en ny start, fortæller direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
Julemærkesalget falder, men støtten stiger
Indtægterne fra salget af Julemærket bidrager til driften af Julemærkehjemmene, hvor børn som Benedicte kan få hjælp. Tidligere kunne salget af Julemærket finansiere driften af alle Julemærkehjemmene. Sådan er det desværre ikke længere. I takt med, at der sendes færre og færre julekort, daler indtægterne også.
-Salget af Julemærket bidrager fortsat til vores hjælpearbejde. Men i dag udgør det kun lidt under 10 % af vores samlede indtægter. Vi er derfor helt afhængige af støtte fra private, virksomheder og fonde. Heldigvis møder vi stor opbakning til vores arbejde. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at hjælpe børnene – ikke kun til jul, men året rundt, udtaler Søren Ravn Jensen.
Der er dog stadig flere hundrede børn, som står på venteliste til at få et ophold. Derfor er det en oplagt mulighed for at hjælpe dem ved at købe Julemærket.