Sjælland: Der er sket en kraftig sprængning i en bank i Svebølle i nat. En anden bank i Viby Sj. er afspærret af frygt for ny sprængning.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der klokken 02.30 i nat skete en eksplosion i Nordea i Svebølle ved Kalundborg.
Da politiet kom frem til stedet, kunne man konstatere, at der var sket en kraftig eksplosion, der havde flyttet indgangsdøren og vægge til banken flere meter. Uden for banken lå døgnboksen/pengeautomaten, og det er tilsyneladende ikke lykkedes gerningsmændene at få noget udbytte med fra stede.
Der er tale om to gerningsmænd, hvor den ene var en mand på ca. 175 cm. høj, iført sort hættetrøje med hvide striber. Intet signalement af den anden gerningsmand.
De kørte fra stedet i en mørk BMW i 5 serien.
– Heldigvis kom ingen til skade ved sprængningen, oplyser Kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.
Bank i Viby Sj. afspærret
Klokken 04.57 kørte politiet til Danske Bank på Torvet i Viby Sj. ved Roskilde, hvor en anmelder havde bemærket, at der var trukket ledninger og nogle slanger ind i banken.
Politiet har afspærret omkring banken, hvor det, ifølge Carsten Andersen, tyder på, at man har haft til hensigt at lave en sprængning.
Militærets sprængningseksperter og politiets teknikere arbejder i øjeblikket på stedet.
Et område på ca. 200 i radius fra banken er afspærret for at sikre, at ingen kommer til skade.
– Politiet har ikke flere oplysninger i de to sprængningssager i øjeblikket. Vi kan ikke sige, at der er en sammenhæng mellem de to sager, men det bliver naturligvis undersøgt, oplyser Carsten Andersen.
Midt- og Vestsjællands Politi søger nu vidner til de to sager.
I den første sag fra Svebølle søger politiet den nævnte BMW og personerne i den, og politiet vil meget gerne have oplysninger fra borgere, der har oplysninger i sagen.
I den anden sag Viby Sj. er politiet meget interesserede i at høre fra vidner, der har bemærket noget mistænkeligt i nattens løb omkring Danske Bank i Viby.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.