Politi: Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte onsdag eftermiddag og aften en aktion mod politikredsens våbenhandlere, der har tilladelse til handel med våben.
Politiets enhed, Task Force Øst, Rigspolitiet samt Skat deltog også i aktionen.
I alt blev 25 våbenhandlere besøgt af politiet og Skat. Otte våbenhandlere blev sigtet for forskellige overtrædelse i stil med manglende registrering eller sikring af våben.
Under aktionen blev også fundet to maskinpistoler, som våbenhandlere ikke må sælge.
To våbenhandlere i henholdsvis Holbæk og Asnæs blev undersøgt nærmere af politiet, da der var rod i de logbøger, som våbenhandlerne skal føre.
Skat gav seks påtaler til forskellige våbenhandlere om ting, der relaterer til Skats arbejdsområde.
Hos politiet håber man, at aktionen vil føre til, at våbenhandlerne i fremtiden er mere påpasselige med at overholde alle regler. Aktionen viste i alt fald, at ikke alle våbenhandlere lever op til det i øjeblikket.