Hans Majestæt Kong Frederik holdt holdt nytårsaften sin nytårstale fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

Talen tog sit udgangspunkt i livets grundvilkår: at sorger og glæder følges ad, og at tilværelsen bevæger sig i skiftende tempo og tonearter. Kongen beskrev, hvordan tiden både kunne føles tung og let, og hvordan netop denne vekslen var en del af det at være menneske. “Livets vekslen er livets lod,” lød den gennemgående erkendelse.

Det personlige blev brugt som indgang til det fælles. Kongen fortalte om forældreskabet og glæden ved at se sine børn vokse, men også om vemodet ved at skulle give slip. Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag blev nævnt som et tydeligt billede på, hvor hurtigt tiden gik. “Dagene med små børn kan af og til virke lange. Men pludselig er de ovre, og børnene er store, før vi ved det.”

Herfra rettede talen blikket mod verden udenfor, hvor virkeligheden var langt mere urolig. Kongen pegede på, at antallet af krige var højt, og at én af dem udspillede sig tæt på Danmark. Krigen i Ukraine blev beskrevet som en kamp for mere end territorium. “Kampene hærgede på ukrainsk jord, men handlede om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet.” Samtidig blev det understreget, at ukrainerne aldrig havde ønsket krigen og derfor fortjente fred.

Den lange fred i Danmark blev sat i perspektiv. Kongen mindede om, at befrielsen for 80 år siden lå længere og længere tilbage, og at trygheden havde været så langvarig, at mange næsten havde glemt, at den kunne brydes. Erfaringer fra Finland og Letland blev brugt til at vise, hvordan historien stadig prægede nogle lande dybt. I Letland havde han allerede i 1992 fornemmet, hvad det betød, når frihed ikke var en selvfølge.

Talen beskrev også nye former for utryghed, hvor truslerne ikke altid var synlige. Der blev peget på cyberangreb, misinformation og droner som eksempler på en gråzone mellem fred og ufred. Spørgsmålet “Hvad bliver det næste?” indfangede den usikkerhed, som mange oplevede. Kongen understregede dog, at løsningen ikke var at vende ryggen til virkeligheden. “Virkeligheden skete, om vi ænsede den eller ej,” og kunsten var at følge med uden at lade frygten tage over.

Her fremhævede han den danske styrke. Danmark blev beskrevet som et samfund, hvor mennesker stolede på hinanden, tænkte selv og stod sammen. Sammenholdet i Kongeriget, i Europa og i NATO blev fremhævet som afgørende. Besøgene hos danske soldater i Letland viste i praksis, hvad det betød at forberede sig på det værste og håbe på det bedste.

En stor del af talen var præget af taknemmelighed. Kongen takkede de udsendte og deres familier samt politiet, beredskabet og forsvaret. Han sendte også en særlig hilsen til de værnepligtige og beskrev dem som forsvarets fundament. “Pligten til at værne” blev udvidet til at gælde alle, som et fælles moralsk ansvar, der ikke havde nogen udløbsdato.

Den kristne kulturarv blev trukket frem som et etisk kompas. Næstekærlighed blev beskrevet som noget, der ikke kun gjaldt de nærmeste, men også dem, man havde svært ved at rumme. Udfordringen lå netop i at være nænsom, også når det var svært.

Talen bevægede sig videre til rigsfællesskabet. Besøgene i Grønland og på Færøerne blev beskrevet som møder med varme, stolthed og stærke fællesskaber. På Færøerne blev kædedansen et billede på fællesskabets væsen, hvor kredsen altid kunne udvides, og hvor det at åbne sig for én mere kunne betyde alverden for den, der stod udenfor.

Afslutningsvis rettede Kongen blikket mod håndværket og de unge, der valgte en faglig vej. Han fremhævede, at godt håndelag krævede tid og flid, og at samfundet havde brug for mennesker, der kunne bruge både hoved og hænder. De unge lærlinge og faglærte, som havde markeret sig ved europamesterskaberne, blev nævnt som inspiration.

Talen sluttede, hvor den begyndte, med erkendelsen af livets kontraster. Sorger og glæder, medgang og modgang blev beskrevet som uadskillelige størrelser. Det var netop gennem vinterens kulde, at forårets komme kunne opleves som forunderligt. Med den tanke blev der ønsket godt nytår – som en opfordring til både eftertanke, taknemmelighed og sammenhold.