Frederikssund: Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen aflagde i dag besøg i Frederikssund Kommune i anledning af Frederikssund Bys 200 års købstadsjubilæum.
Regentparret ankom til Frederikssund Rådhus, hvor de blev modtaget af direktør for Statsforvaltning Hovedstaden Bente Flindt Sørensen og borgmester Ole Find Jensen.
Den Kongelige Livgardes musikkorps og lurblæsere fra Frederikssund Vikingespil spillede ved modtagelsen.
Regentparret kørte derefter gennem byen og over Kronprins Frederiks Bro til Hornsherred, hvor de besøgte museet Færgegården, inden turen gik videre til det smukke Jægerspris Slot.
Karetturen gik gennem Hovedgaden i Jægerspris, der i dagens anledning af prydet af flag.
Da regentparret drejede ind i slotsgården ved Jægerspris Slot, begyndte paukerne at tromme og blæserne blæste fanfare.
Regentparret blev modtaget af bestyrelsesformanden i Kong Frederik D. VIIs Stiftelse, tidligere nationalbank direktør Erik Hoffmeyer, stiftelsens direktør, Nils Sættem og en dreng fra børnehjemmet på slottet, som overbragte en buket blomster til Dronningen.
Regentparret fik derefter en rundvisning i slottes museum, der blandt andet indeholder en tronsal og mindestue for Kong Frederik d. VII.
Bagefter deltog regentparret i en frokost på slottet sammen med særligt indbudt gæster.
Da frokosten var overstået, kørte Hendes Majestæt Dronningen videre til Slangerup hvor hun blandt andet skulle besøge Kingoskolen og Skt. Michaels Kirke. Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen kørte til den lille by Venslev i Hornsherred, hvor han skulle på besøg i handelsfirmaet H.C. Handelscenter.
Regentparrets program omfattede flere besøg rundt omkring i kommunen, inden parret vender tilbage til Kongeskibet Dannebrog, der ligger til kaj i Hundested. Her vil Regentparret i aften være værter ved en reception for særligt indbudte gæster.