Venstres formand Troels Lund Poulsen har fredag aften meddelt Kong Frederik, at det ikke har været muligt at danne en regering inden for rammerne af det mandat, han fik efter kongerunden den 8. maj.
Det oplyser Kongehuset.
Kongen modtog Troels Lund Poulsen klokken 20.30 på Amalienborg. Efterfølgende havde Kongen en samtale med fungerende statsminister Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen anbefalede herefter, at partiernes repræsentanter igen indkaldes for at tilkendegive, hvem der nu bør få opgaven med at lede forhandlingerne om en ny regering.
Derfor er partiernes repræsentanter blevet indkaldt til en ny kongerunde i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg lørdag den 23. maj fra klokken 11.00.
:NB:




