Mogenstrup: Lørdag aften kort før klokken 19 blev politiet kaldt ud til en adresse i Mogenstrup, hvor et skænderi mellem to ægtefæller var endt med, at konen havde truet sin mand med en pistol.
To politipatruljer blev sendt til stedet, hvor der nu var faldet lidt ro på, og der var ikke nogen, der var kommet til skade.
Uden større dramatik blev en 51-årig kvinde anholdt og sigtet for trusler mod sin 60-årige mand.
Ved en efterfølgende ransagning af huset fandt betjentene to signalpistoler, en bajonet, en enhåndsbetjent foldekniv og en strømpistol, som blev konfiskeret, og den 51-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Kvinden blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, og hun blev løsladt igen sidst på aftenen.