23. november 2024

Nordsjælland: Seks nordsjællandske kommuner er gået sammen for at udbyde et fælles talentprogram til kommunernes ledertalenter i 2012.

De seks kommuner er Allerød, Egedal, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk.

– Vi står over for et generationsskifte, hvor 1/3 af vores ledere går på pension inden for de næste 5-10 år, så det er uhyre vigtigt at have deres afløsere klar. Det er en udfordring, vi deler med andre kommuner, og i stedet for altid at konkurrere om at finde fremtidens ledere, har vi valgt at gå sammen. På den måde kan vi udnytte kommunernes forskellige styrker og tilbyde et mere varieret og kvalificeret uddannelsesprogram for ledertalenterne, siger Personalechef Tina Bjerregaard fra Fredensborg Kommune og fortsætter:

– Ambitionen med programmet er at kvalificere talentfulde medarbejdere til at blive fremtidens ledere, så de kan leve op til de krav, der stilles til professionel ledelse i den offentlige sektor. Vi er stolte over at kunne iværksætte dette ambitiøse program for derved også at skabe synlige karriereveje for ledertalenter. Dette bidrager til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, som gerne vil prøve kræfter med ledelse.

Kommunernes samarbejde giver mulighed for at dyrke hinandens talenter f.eks. gennem tværkommunale praktikophold og interne jobmuligheder kommunerne imellem.

Det er de enkelte kommuner, der spotter deres egne talenter til programmet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.