En ny aftale giver alle landes kommuner mulighed for at oprette såkaldte nulemissionszoner, hvor der kun er adgang for fossilfrie køretøjer.
-Det er første skridt på vejen mod, at vi får fjernet diesel- og benzinkøretøjer fra trafikken til gavn for luftkvaliteten i byerne, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Aftalen er indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Glæde i København
Overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over, at kommunen nu får muligheden for at oprette en nulemissionszone fri for luftforurening fra benzin og diesel.
-I 2030 har vi et mål om at gøre København fri for fossilbiler, så vi kan få en by uden støj, røg og møg. Derfor er det en fantastisk nyhed for København, at vi nu får grønt lys til at indføre en nulemissionszone. Det er endnu et skridt i retningen mod en fossilfri by. Vi har længe efterspurgt muligheden fra Christiansborg og Middelalderbyen er oplagt som Københavns første nulemissionszone. Jeg glæder mig til, at vi kan komme i gang og er glad for, at regeringen nu også vil analysere mulighederne for maritime miljøzoner, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Et større incitament til at købe elbiler
Regeringen og aftalepartierne lægger op til, at kommunalbestyrelserne kan vælge mellem to typer af nulemissionszoner – en, som omfatter persontrafik eller en, som omfatter al trafik inklusive varetransport. Zonerne skal give øget incitament til at købe elbiler.
Der findes i forvejen miljøzoner i København, Frederiksberg, Aalborg, Odense og Aarhus Kommuner, som stiller miljøkrav til dieseldrevne lastbiler, busser varebiler og personbiler.
Før det kan lade sig gøre for kommunerne at for at lukke af for benzin- og dieselbiler i bestemte bydele, kræver det en lovændring, som et bredt flertal af partier på Christiansborg er blevet enige om at gennemføre.
Lovforslaget ventes at blive fremsat i efteråret.