Kommuner kæmper for madordninger

Madordning: To kommuner på den københavnske vestegn kæmper for at beholde deres nuværende madordninger.

Gladsaxe og Albertslund Kommuner har gjort indsigelse til Socialministeriet mod det eksisterende lovforslag om ændring af madordningerne.

Børnehavebørnene i Albertslund og Gladsaxe Kommuner får dagligt serveret et sundt og hjemmelavet måltid mad. I Albertslund har ordningen fungeret i over 30 år og i Gladsaxe siden 1. september sidste år. Både børn og forældre er glade for ordningen. Men med det nye forslag til ændring af lovgivningen vil kommunerne ikke længere have økonomi til madordningerne. De to kommuner har derfor gjort indsigelse til Socialministeriet mod det eksisterende lovforslag om ændring af madordningerne.

I Gladsaxe og Albertslund får børnehavebørn dagligt serveret et nærende, hjemmelavet måltid mad af gode råvarer. Ordningen fungerer godt, og en undersøgelse fra Gladsaxe Kommune viser, at 94 procent af forældrene bakker op om ordningen. Hvis det nye lovforslag om ændringen af madordningerne bliver vedtaget, har Gladsaxe og Albertslund kommuner ikke økonomi til at fastholde madordningen, som den er i dag.

Anerkender problemer for andre kommuner
Albertslund og Gladsaxe Kommuner anerkender, at det nye lovforslag giver kommunerne mulighed for at lade frokostordningen være indeholdt i dagtilbuddet. Det fremsatte forslag ændrer imidlertid afgørende på grundlaget for at fastholde eksisterende og velfungerende madordninger, hvis loftet over forældrebetalingen nedsættes til 25 procent. Det er ikke økonomisk muligt for kommunerne at dække samtlige udgifter på de betingelser.

Forældre utilfredse med kvaliteten – ikke ordningen
Borgmester i Gladsaxe Kommune Karin Søjberg Holst (A) foreslår, at man i lovforslaget fastholder det nuværende loft over forældrebetaling på 30 procent for madordningerne. I modsat fald, er madordningerne i Albertslund og Gladsaxe kommuner i fare.

– Gladsaxe og Albertslund er beviset på, at madordninger sagtens kan fungere. Vuggestuebørnene har altid fået serveret mad, og det har ikke været et problem for nogen. Det er vigtigt at holde fokus på, at de fleste af de protesterende forældre i andre kommuner er utilfredse med kvaliteten af maden og ikke med ordningen i sig selv. Det har kostet masser af ressourcer at opbygge velfungerende madordninger. Hvis lovforslaget vedtages, som det ser ud nu, er der nogle madordninger, som kommer i farezonen, siger Karin Søjberg Holst.

Bekymrende udvikling
Albertslunds borgmester Steen Christiansen (A) er enig, og mener samtidig, at det er bekymrende, hvis det er op til den enkelte forælder at vælge til og fra.

-Det er vores vurdering, at lovforslaget medfører en stor risiko for, at både velstillede og socialt dårligt stillede forældre vil fravælge kommunernes meget velfungerende madordninger, når de kan spare ca. 500 kroner hver måned ved at fravælge frokostmåltidet. I kommuner som Albertslund og Gladsaxe, hvor borgernes sundhed prioriteres højt, er det en meget bekymrende udvikling, siger Steen Christiansen.

Vanskeligt at fastholde kvalificeret personale
Forslaget om at bringe madordninger i den enkelte institution til forældrebestyrelsesafstemning hvert andet år er, ifølge de to kommuner, med til at fjerne grundlaget for de madordninger, der er i Albertslund og Gladsaxe. Her produceres maden dagligt i den enkelte daginstitution. Risikoen for skift i madordning hvert andet år vil gøre det vanskeligt at fastholde kvalificeret personale. Kommunerne mener, at det nye forslag kan være med til at skabe den type madordninger, som forældrene i andre kommuner har protesteret mod: madordninger, hvor maden leveres i vakumpakkede kasser og transporteres over lange afstande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.