Kommune tager fyret leverandør til nåde

København: Økologisk Grønne Torv (ØGT), der blev fyret for at snyde med priser på mad til institutionerne i København, er tilbage som leverandør.

Den 11. marts smed Københavns Kommune leverandøren Økologisk Grønne Torv (ØGT) ud på røv og albuer for igennem to år at have taget 11 kroner for en liter mælk og 20 kroner for en agurk.

Nu kan Newspaq afsløre, at ØGT er tilbage i varmen og igen leverer mad til vuggestuer og børnehaver i kommunen.

– Det mellemværende, der har været, er blevet redt ud, siger direktør i Koncernservice, Jan Gundersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Koncernservice står for at lave aftaler med kommunens leverandører, og det var også dem, der fyrede Økologisk Grønne Torv (ØGT).

Og det fortryder Jan Gundersen ikke, selv om han nu har taget leverandøren til nåde.

– De har taget for meget for varerne. Og der er tale om overpriser på op til 55 procent på nogle varer, siger han med henvisning til priser på 20 kroner for en agurk og en liter mælk til 11 kroner.

– Men vi har indgået et forlig med leverandøren, og generelt har vi fået forholdet med dem i orden, understreger direktøren.

ØGT’s administrerende direktør Lone Reumert har hele tiden fastholdt, at hun ikke har taget overpriser for de varer, hun har leveret til de københavnske børn. Men hun er ikke meget for at fortælle om forliget med kommunen.

– Jeg er glad for, at vi er tilbage. Men jeg har ikke lyst til at kommentere mere på det, siger Lone Reumert til Newspaq.

Hun vil derfor heller ikke hverken be- eller afkræfte, om ØGT har betalt penge tilbage til kommunen, eller om leverandøren er gået med til at justere priserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.