Kollegaen må godt være svindler

Hele landet: Sidemanden på jobbet må godt have svindlet og bedraget, mens vi afviser tidligere voldsmænd og seksualforbrydere, viser måling.

Vi har intet imod at arbejde sammen med svindlere og bedragere.

Det siger et overvældende flertal i en meningsmåling, som Wilke har lavet for Newspaq.

Hele 81 procent er enten positive eller uberørte af “at arbejde sammen med én, der var dømt for økonomisk kriminalitet.”

Til gengæld er seksualforbrydere og voldsmænd en særdeles ringeagtet kollega.

Mere end seks ud af ti siger nej tak til at dele arbejdsplads med den type tidligere kriminelle.

Specialist i arbejdspsykologi, Einar B. Baldursson, mener, at tallene er udtryk for, at vi ikke bare accepterer økonomisk svindel, men ligefrem ser det som et tegn på høj status.

– Vold forbindes med en begrænset selvkontrol, og at man kan være en direkte trussel for andre. Så vi ser ned på folk, der bruger vold. Hvorimod vi ser op til folk, der bedrager andre velfungerende mennesker i rent økonomiske sager.

– Så vi har en tendens til at inkludere folk, som begår økonomisk kriminalitet. Måske endda beundrer vi dem i det skjulte, mener han.

Studieleder på sociologi i Aalborg, Michael Hviid Jacobsen, supplerer. Han mener, at vi ser igennem fingre med bedrag og svindel på grund af vores polstrede velfærdssamfund.

– Vores tilgivelse er nok meget selektiv. Vores tilgivelse går netop på, at der er nogle ting som er tilgivelige. Det kan eksempelvis være mindre former for økonomisk lovbrud. Mens vi betragter nogle ting som decideret utilgivelige. Seksuelle overgreb, vold og den slags, siger han.

– I et rigt velfærdsamfund som det danske med et højt skattetryk, har vi meget svært ved at se, at økonomiske kriminalitet direkte skader os selv. Det er som regel kun, hvis der er tale om en ejendomsmægler, der snyder en konkret navngiven klient, eller et firma, der snyder en kunde, at vi kan forholde os til det. Det er også derfor, at sort arbejde for mange er lidt okay, vurderer han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.