København: Der er millioner og en kærlig hånd på vej til en lang række køkkener i de københavnske børnehaver og vuggestuer.
Det stiller store krav til køkkenfaciliteterne i de københavnske daginstitutioner, hvis de skal levere mad til byens børn. Nu er der penge og håndværkere på vej til i alt 121 daginstitutioner.
I forbindelse med Bugdet 10 afsatte Københavns Kommune over 65 millioner kroner til at vedligeholde og opgradere køkkener i byens daginstitutioner. De første 43 millioner er allerede frigivet, og nu sætter Børne- og Ungdomsforvaltningen navn på de daginstitutioner, som skal have del i de sidste 21,9 millioner kroner.
– I Københavns Kommune har vi en meget ambitiøs frokostordning, som vi kan være rigtig stolte over. Maden har en utrolig høj kvalitet, og vi har nogle dygtige madmødre og madfædre, som hver dag gør deres bedste for at give børnene noget lækkert at spise. Det er meget nemmere for dem at lave god mad i ordentlige køkkener – derfor skal vi som kommune også sørge for, at faciliteterne er i orden. Det gør vi nu ved at fordele de sidste 21 millioner kroner, siger børne- og ungdomsborgmester Anne Vang.
Flere af køkkenombygningerne er allerede sat i gang, da en række køkkener har haft et akut behov. Andre projekter er startet op henover sommeren, og de sidste sættes i gang til vinteren næste år.