En 29-årig mand fra Greve er to gange inden for de seneste fem måneder blevet taget i at køre alt for hurtigt samme sted i byzone.
Tirsdag eftermiddag målte færdselspolitiet den 29-årige til at køre 112 km/t under voldsom acceleration på Mosede Landevej i Greve.
Bilen blev beslaglagt ud fra reglerne om vanvidskørsel og politiet vil gå efter en frakendelse af førerretten, når sagen skal for retten.
Retten skal også tage stilling til, om politiets beslaglæggelse af bilen er efter reglerne – det har den 29-årige nemlig ønsket at retten gør.
Ifølge politiet blev den 29-årige i april i år standset samme sted og i samme bil efter han var blevet målt til at køre 86 km/t.


