Knapt 100 meter fra Nordhavns moler på fire meter vand får fritidsdykkere nu en sjælden mulighed for at lave Danmarks første huledyk og samtidig en fair chance for at støde på Danmarks største rovdyr med projektet Aquamind.
Bynær dykkerattraktion
Rutinerede sportsdykkere og svømmere med en lille fritidsdykker i maven får en helt ny mulighed for at udleve undervandsdrømmen. Det sker, når Øresund med projektet Aquamind får et skibsvrag placeret så tæt på kysten, at enhver habil svømmer uden vanskeligheder vil kunne nå vraget uden brug af båd.
– Det bliver Danmarks første huledyk, for der er ingen andre steder herhjemme, hvor man kan dykke ind i et skibsvrag eller en hule, siger Johan Wedell, som er uddannet biolog og selv dykker i Regina Maris-klubben, der tæller 60 medlemmer.
– Jeg har rejst meget, men aldrig set en så bynær dykkerattraktion, tilføjer han.
Søstjerner, muslinger og fisk i hullerne
Kystdirektoratet har nikket ja til et kunstigt skibsvrag udformet i sten, som bliver op til 25 meter langt og fem meter bredt, placeret 95 meter fra Nordhavn på fire meter vand. I løbet af et år vil vraget være begroet af søstjerner, muslinger og tang, og der vil svømme fisk ind og ud af vragets huller.
Der bliver der gode muligheder for at svømme ind i vraget, når det forventes på plads i eftersommeren 2016. At alle og enhver kan svømme ud til attraktionen fra kysten gør det det ikke mere farligt, end dykning ved mere naturligt forliste skibe, forklarer Johan Wedell:
-Det er meget bedre, at vraget ligger kystnært i stedet for i sejlrenden, hvor de fleste vrag ligger, og hvor der er strøm og sejler en masse andre skibe. Desuden kan gamle skibsvrag falde sammen, og der er eksempler på, at folk er faret vild. Den mulighed bliver der ikke hér.
Mød tre meter langt rovdyr
At Danmarks største rovdyr, gråsælen, holder til på Saltholm ikke langt fra Nordhavn, bør heller ikke fremkalde panderynker hos fritidsdykkere in spe. Gråsælen kan blive tre meter lang og veje flere hundrede kilo, men den er bange for mennesker.
– Jeg var godt nok kun en halv meter fra en gråsæl engang under et dyk, og der blev jeg godt nok forskrækket, indrømmer Johan Wedell.
Nordea-fonden har noteret sig, at danskernes idrætsvaner går i retning af udendørs motion under fleksible forhold og støtter projektet med en million kroner.
– Ligesom havnebadet betød, at flere fik mod på at svømme i havnen, er vi overbeviste om, at Aquamind kan inspirere og motivere flere til at prøve sportsdykning og dermed opdage den bynære natur, som i dette tilfælde befinder sig under havet, siger Henrik Lehman Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Særligt interesserede kan være med til at designe og navgive vraget, som efter planen skal ligge klar på havbunden i sensommeren.
Første møde finder sted i dag, onsdag d. 4. maj kl. kl. 18 i Regina Maris klubhus på havnen i Brøndby strand, Svingelstien 10, hvor alle er velkomne.