København vil etablere et nyt behandlingstilbud til unge med misbrug af opioider og andre rusmidler, efter der er afsat midler i forbindelse med budgetaftalen for 2026.
Det nye tilbud skal kombinere socialfaglig støtte og medicinsk behandling og målrettes unge op til 24 år. Målet er, at de kan få både rådgivning, behandling og støtte til blandt andet uddannelse og sundhed ét sted.
”Vi skal tage unges brug af opioider og benzodiazepiner meget, meget alvorligt, for vi ser desværre, at de dødsensfarlige farlige piller fortsat flyder ind over landets grænser og kan købes i kiosker og af hvide bude rundt omkring i København. Unge mennesker ser ikke pillerne som farlige, for de kan købes på recept, hvis lægen udskriver dem, hvorimod de fleste godt ved, at kokain og MDMA er stærkt vanedannende og farligt. Socialforvaltningens medarbejdere møder stadigt flere unge i alderen 14 til 24 år, der har brug for både rådgivning og medicinsk behandling. Derfor er der brug for, at vi allerede nu gør os klar til at rumme langt flere unge, som i de kommende år vil få brug for rådgivning og behandling for brug af farlige stoffer og piller,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
Planen er at skabe et miljø, hvor unge ikke skal være i behandling sammen med ældre stofbrugere. Ifølge kommunen kan det nuværende tilbud for voksne være en barriere for unge, der ellers kunne have brug for hjælp.
”Unge mennesker skal kunne komme et sted, som de kan se sig selv i, og hvor de føler sig trygge. Det kræver, at vi får skabt nogle fysiske rammer, hvor de unge ikke går op og ned ad stofbrugere, der har været i miljøet i årevis. Nu sikrer vi i første omgang de fysiske rammer til et udvidet og samlet ungebehandlingstilbud, og til budgetforhandlingerne i september skal vi så følge op med tiltag, der styrker forebyggelsen af unges brug af opioider og benzodiazepiner,” siger Karina Vestergård Madsen.
Der er foreløbigt afsat 0,55 millioner kroner til at undersøge placeringen af tilbuddet samt 2,5 millioner kroner til reservationsleje af en bygning i Matthæusgade på Vesterbro.
Samtidig er der afsat midler til andre sociale indsatser, herunder 8,6 millioner kroner til rusmiddelbehandling, 800.000 kroner til LAVUK og 600.000 kroner til Menneskebiblioteket. Derudover er der afsat 251,8 millioner kroner til et botilbud i Baldersgade på Nørrebro.
:NB:




