Alle buslinjer i København kører nu på el, efter linje 19 og 5C som de sidste er blevet omlagt. Dermed er en politisk målsætning fra 2016 om emissionsfri busdrift nu fuldt gennemført.
-”Kampen for renere luft har været en mærkesag for mig, siden jeg gik ind i politik, og derfor er jeg også virkelig glad for, at vi nu er helt i mål med omstillingen til 100 procent elbusser. Det er en kæmpe milepæl, at København nu er en by, hvor den kollektive transport er grøn og hverken sviner eller udleder CO2. Det gør en stor forskel for klimaet og den luft, vi indånder hver dag,” siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Omlægningen betyder en årlig CO2-reduktion på omkring 14.700 tons og bidrager samtidig til bedre luftkvalitet, da elbusser ikke udleder NOx eller partikler fra motoren.
-”Stort tillykke til Københavns Kommune. Selvfølgelig med de nye elbusser på linje 19 og 5C, men i lige så høj grad med at samtlige kommunens buslinjer nu kører på el. Det er en historisk milepæl, som er medvirkende til, at Movias samlede andel af elbusser i dag er oppe på hele 72 procent,” siger Movias trafikdirektør Jeppe Gaard.




