Skibby: Gårdbutikken på Svanholm Gods ved Skibby i Hornsherred, har fået en bøde på 10.000 kroner, for at kalde sin honning for "så godt som økologisk". Det skriver Hornsherredavis.dk
Bøden er kommet efter, at Fødevareregion øst den 19. maj i år fik en klage over følgende tekst, på butikkens hjemmeside:
"Svanholm`s egen honning, Skøn og så godt som økologisk honning, fra Svanholms egen bigård. Bierne spiser på vores økologiske marker og enge, i vores skove, frugtplantagen og vores store urtehave."
Fødevareregion øst oplyser, at Svanholm ikke er autoriseret til økologisk honningavl.
I følge Fødevareregionen kontaktede man Svanholm den 4. juni. Her fik man oplyst, at teksten på hjemmesiden var en fejl og at den straks ville blive fjernet. Men den 15. juni var teksten stadig ikke fjernet, hvorfor det udløste en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
– rl