Torsdag aften kort før klokken 19.30 fik politiet en melding fra et alarmselskab om, at der var en overfaldsalarm i kiosken Komplett på Axeltorv i Nakskov.
En ung maskeret mand i mørkt tøj med kniv havde truet personalet til at udlevere et mindre kontantbeløb. Herefter løb han fra stedet.
Men der var gode billeder fra overvågningskameraerne, og på den baggrund fandt betjentene frem til en 17-årig ung mand fra Nakskov.
Politiet kørte straks til en adresse i Nakskov, hvor de traf den 17-årige i en lejlighed. Politiet ransagede på adressen og fandt flere genstande, som bestemt kunne stamme fra det netop begåede røveri. Derfor blev den 17-årige unge mand anholdt klokken kun en time efter røveriet og sigtet for røveriet.