26. november 2024

Hovedstadsområdet: En ny kampagne skal få borgerne i København og 11 andre kommuner i Region Hovedstaden til at sige “nej tak til trykte reklamer – og find dine reklamer på nettet. Det hjælper miljøet. Tak!”

Det er hovedbudskabet i en ny kampagne, som bliver skudt i gang i dag og løber fire uger frem.

– Med kampagnen sætter vi ind mod et helt unødvendigt papirspild, der belaster både miljøet og klimaet. I Københavns Kommune vil vi gerne gå forrest, når det gælder en grøn udvikling af byen. Derfor opfordrer vi københavnerne til at sige nej tak til de husstandsomdelte reklamer, og i stedet for finde tilbuddene på nettet, siger Bo Asmus Kjeldgaard, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune og fortsætter:

– Vi håber, at kampagnen kan være med til at gøre mængden af affald i kommunen mindre. Og med ca. 60 kg reklamer årligt i hver husstands postkasse er der tale om et stort potentiale.

I fire uger i maj vil københavnerne bl.a. møde budskabet om at spare papir på byens metrostationer, genbrugsstationer og nærgenbrugsstationer, og på kommunens biblioteker.

I Københavns Kommune har 39 % af husstandene i dag et ”Nej tak”-mærkat fra Post Danmark på postkassen. Det betyder, at der årligt smides ca. 10.000 tons reklamer ind i de øvrige borgeres brevsprækker.

– Mange læser slet ikke deres tilbudsaviser, og det er dem, vi først og fremmest gerne vil nå, siger Julie Svendsen fra affaldsområdet i Københavns Kommune.

Ifølge en helt ny YouGov-undersøgelse opfatter 92 % af borgerne i Københavns Kommune det som et miljøproblem, at en husstand årligt modtager ca. 60 kg reklamer. Og der er faktisk god dokumentation for, at et fravalg af reklamer hjælper miljøet. En husstand kan fx årligt spare miljøet for ca. 140 kg CO2 ved at sige nej tak til reklamerne.

Vil man gerne hjælpe miljøet uden at give afkald på jagten på de gode tilbud, kan man vælge at læse reklamerne på nettet.

– Mange ved ikke, at der findes hjemmesider med alle ugens tilbudsaviser, hvor man f.eks. kan søge på tværs efter ugens bedste tilbud på en enkelt vare eller abonnere på forskellige nyhedstjenester. Derfor sætter kampagnen også fokus på de elektroniske alternativer, fortæller Julie B. Svendsen fra Københavns Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.