Præstø: Der kan være lange udsigter til et klart billede af, hvad der skete, da efterskoleelever i går kæntrede i Præstø Fjord.
Der kan gå flere måneder før myndighederne har opklaret, hvad der skete, da 13 efterskoleelever og to lærere i går kæntrede i Præstø Fjord.
Flere af eleverne er fortsat i kritisk tilstand og en 44-årig lærer regnes for død, men de pårørende må altså væbne sig med tålmodighed, før det er helt klart, hvorfor båden kæntrede.
Efterforskningen kræver nemlig at mange detaljer samles, og det tager tid, lyder det fra Søfartstyrelsen, der sammen med politiet skal opklare mysteriet.
– Den seneste rapport, vi lavede, var om en fisker, der faldt over bord ud for Hanstholm og døde, den tog tre måneder. Med denne ulykke kan det godt tage længere tid, før rapporten forelægger. Det er jo slet ikke til at forholde sig til hvad der er sket på nuværende tidspunkt, Svend Karstensen, der er opklaringschef i Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed.
Politiet forventer også, at der kan gå lang tid før alle detaljer er fuldstændig på plads.
– Vi bidrager med en klarlæggelse af forløbet. Vi afhører de, der var ombord og får oplysninger frem om, hvor de sad i båden. Alle de små elementer, der skal til for at man samlet kan stykke et billede sammen, siger Søren Ravn Nielsen, der er vicepolitiinspektør i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Det er et større puslespil, der skal samles og der mangler stadig mange brikker. Blandt andet skal myndighederne finde ud af, hvor præcis den dragebåd, skolen sejlede i, befandt sig, da den kæntrede, og om den overhovedet er godkendt til sejllads.
– Søfartsstyrelsen laver nu nogle beregninger på vind, vejr og bådens sødygtighed. De står for at se på, hvilke regelsæt, der gælder for både, som bliver brugt erhvervsmæssigt, siger Søren Ravn Nielsen.
Alt efter, hvad man finder frem til hos både politi og i Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed, er der også en stor mængde administrativt arbejde, som skal være færdigt.
– Vi har allerede været i gang på stedet, men en undersøgelse tager den tid den tager. Der er høringsproces og alt muligt andet. Den tid en rapport tager at lave, er afhængig af afhøringer og den tid det tager at skrive rapporten, siger Svend Karstensen.
Det var elever og lærere fra Lundby Efterskole, der kom galt af sted i det iskolde vand. Enkelte elever var så længe i vandet, at deres kropstemperatur nåede under 20 grader.