I 2026 kan Rødovre Kommune fejre sit 125-års jubilæum.
Ifølge kommunen har borgerne gennem generationer udviklet lokalsamfundet side om side – fra marker til mangfoldighed. Jubilæumsåret skal samle de mange lokale fejringer og arrangementer, der finder sted i løbet af 2026, under én fælles markering.
– Rødovre er ikke bare et sted på kortet – det er alt det, vi skaber sammen. I 125 år har fællesskabet været drivkraften i vores udvikling, og det er det, vi fejrer i jubilæumsåret, siger borgmester Britt Jensen.
Jubilæumsåret kulminerer lørdag den 30. maj 2026, hvor hele byen inviteres til en fælles fejring af kommunens historie, nutid og fremtid. Borgere, foreninger, frivillige og lokale aktører bliver en del af markeringen, hvor fællesskabet er i centrum.
Fejringen finder sted på Rådhuspladsen, Rådhusplænen og langs Aage Knudsens Strøg. Her vil kulturinstitutioner, idrætsforeninger, spejdere, frivillige og sociale foreninger præsentere deres arbejde og bidrag til byens liv.
Ifølge kommunen er jubilæet skabt i tæt samarbejde med byens mange aktører og bygger på den samhørighed, der gennem generationer har præget Rødovre.
– Det er foreningerne, de frivillige og de mange fællesskaber, der hver dag er med til at gøre Rødovre til et trygt og levende sted at bo. Jubilæet er en hyldest til dem – og til det fællesskab, vi har bygget op sammen, siger Britt Jensen.
Som en del af den officielle markering indvies tre nye kunstværker på Aage Knudsens Strøg i Rødovres nye bymidte. Kunstværkerne er udviklet i samarbejde med borgere og lokale aktører og tager afsæt i Rødovres historie. De skal bidrage til at skabe et levende byrum, hvor fortid, nutid og fremtid mødes.
I forbindelse med jubilæet er der desuden udviklet et særligt jubilæumslogo, som i hele 2026 erstatter kommunens almindelige logo. Logoet er inspireret af kommunens 100-års jubilæumslogo og Henry Heerups streg og fungerer som det fælles visuelle udtryk for jubilæumsåret.




