Kunstmaler Jeanette Elmelund er blevet kåret som årets kunstner i Rudersdal i 2025. Det er Rudersdal Kommunes Kunstkomité, der står bag udnævnelsen og begrunder valget med hendes særlige udtryk og høje kunstneriske kvalitet.
– Jeanette Elmelund har udviklet sin helt egen meget personlige stil og er en professionel kunstmaler af høj kvalitet. Maleriet er ikke kun en gengivelse af den virkelige verden hun maler, der er altid noget uudgrundeligt i dem – et twist i udtrykket – og man får følelsen af, at man ikke umiddelbart bliver færdige med hendes billeder, lyder det fra kunstkomitéen.
Prisen er baseret på indstillinger fra borgere i Rudersdal og gives til en lokal, aktiv kunstner, der arbejder inden for billedkunst, skulptur, grafik, foto, keramik eller tekstil.
Jeanette Elmelund udtrykker stor glæde over anerkendelsen:
– Udnævnelsen til årets kunstner er en anerkendelse og styrker troen på, at andre ser noget talent og er interesserede i at opleve og udforske min kunst – en glæde over mine værker og virkelig et klap på skulderen.
Den officielle prisoverrækkelse finder sted onsdag den 4. juni kl. 16.00 i Rådssalen på Rådhuset i Holte, hvor borgmester Ann Sofie Orth vil forestå hædringen. Alle er velkomne, og det kræver ingen tilmelding at deltage.
– Jeanette Elmelund har markeret sig både lokalt og nationalt med sin kunst, og det er en glæde at kunne kåre hende som årets kunstner i Rudersdal. Det er altid en stor fornøjelse at hædre én af vores mange dygtige lokale kunstnere i Rudersdal, og se dem få mulighed for at udfolde det, de er bedst til – til stor glæde for os alle, udtaler borgmesteren.
Som led i anerkendelsen har Rudersdal Kommune indkøbt to af Elmelunds værker, som vil blive overrakt ved årets frivilligfest i september. Desuden vil hendes kunst kunne opleves på en udstilling i Birkerød Kunstforening i august.
Prisen som årets kunstner har været en tradition i Rudersdal siden 2008 og har til formål at fremhæve og hylde den kunstneriske mangfoldighed blandt kommunens borgere.