Holbæk: En mand opdagede i eftermiddag, at der var et indbrud igang, da han kom hjem til sin bolig på Trønninge Allé i Regstrup ved Holbæk.
Manden kom hjem kl. 12.27 og så, at der i indkørslen holdt en bil, som ikke hørte til. Han konstaterede, at der var indbrud i huset, og da han gik indenfor blev han truet af to maskerede mænd.
De to gerningsmænd beskrives som værende ca. 185 cm høj. Den ene var slank. Begge var maskeret med motorcykelhætter/elefanthuer og var iført mørkt tøj. De havde begge koben med sig inde i huset.
Manden blev truet til at flytte sin bil, der holdt i vejen for deres bil, en firhjulstrækkeren. På vej væk, påkørte gernignsmændene mandens bil så den røg af vejen.
De to gerningsmænd fik ikke udbytte af indbruddet, der på grund af truslerne udviklede sig til et røverilignende forhold. De flygtede fra stedet i den mørkeblå Nissan Pajero firhjulstrækker, forsynet med formentlig stjålne nummerplader TR 94336. Bilen må formodes at have skader foran som følge af påkørslen af forurettedes bil.
Lokalpolitiet i Holbæk vil meget gerne have oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114.