En anmeldelse om et muligt indbrud i Lejre torsdag aften viste sig at bero på en misforståelse.
En beboer kontaktede politiet klokken 19.49, efter at have set tre mænd fjerne byggematerialer fra en ejendom. Flere patruljer rykkede ud, og kort efter blev en varebil standset på Holbækmotorvejen ved Vemmedrup.
Tre mænd blev anholdt, og varebilen blev beslaglagt. Føreren, en 43-årig mand fra Albertslund, blev desuden testet positiv for påvirkning af euforiserende stoffer.
Politiets undersøgelser viste imidlertid, at afhentningen af byggematerialerne var lovlig. Bygherren på et ombygningsprojekt havde blot glemt at orientere beboerne om, at materialerne ville blive hentet.
De tre mænd blev herefter løsladt igen.




