23. november 2024

Hovedstadsområdet: I dag kører de københavnske busser for første gang nogensinde med Svaneflag for at markere Nordens Dag.

Det nordiske samarbejde er et af de ældste og mest omfattende regionale samarbejder i verden. De nordiske lande har holdt fred med hinanden i 200 år. Det fælles nordiske arbejdsmarked fejrer 60 års jubilæum i år, og mere end 100.000 nordiske borgere arbejder i et andet nordisk land. Det grænseløse Norden, hvor mennesker, virksomheder og varer kan bevæge sit frit mellem landene, er helt unikt, og de nordiske lande er samlet set Danmarks vigtigste eksportmarked.

Også de nordiske landes samarbejde om ligestilling i 40 år, og netop ligestilling er noget af det, Norden er kendt for ude i verden. Det nordiske Svanemærke har også fødselsdag i år, og det 25-årige miljømærke er kendt af de fleste i Norden og et forbillede for miljømærkning i resten af verden.

Carsten Hansen, minister for nordisk samarbejde og Bertel Haarder, formand for Nordisk Råds danske delegation understreger i dag i et debatindlæg at det nordiske fællesskab og samarbejde kan blive endnu bedre.

– Det nordiske samarbejde skal udvikles, så landene kan blive en endnu stærkere økonomisk og social faktor globalt set. Vi har et samarbejde, der går langt tilbage. Det skal vi udvikle, så vi bliver en stadig stærkere region. Det markerer vi i dag med flag på de københavnske busser, siger minister for nordisk samarbejde Carsten Hansen (S).

Formanden for Nordisk Råds danske delegation Bertel Haarder (V) siger:

– Vi har holdt fred med hinanden i 200 år. Vore samfundsmodeller berømmes over hele verden. Norden er første skridt, når virksomheder vil forsøge sig i udlandet. Vi beriger og styrker hinanden i kraft af sprog- og kulturfællesskabet. Og nu samarbejder vi også om forsvar og udenrigspolitik, hvad vi ikke kunne under den Kolde krig af hensyn til Finland, siger Bertel Haarder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.