Mange kommer ind, og mange kommer ud. Rocker- og bandemiljøet har en stor gennemstrømning af medlemmer, da medlemsskaren langt fra er stabil og permanent. Det viser en rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor.
At være medlem af en rockerklub eller en bande er sjældent nogen lang karriere. I gennemsnit bliver det til lidt over tre et halvt år, før man forlader miljøet. En ny undersøgelse viser, at der samlet set er et meget stort flow af medlemmer gennem rocker- og bandegrupperingerne.
Samtidig tyder data på, at langt de fleste af dem, der forlader miljøerne, hverken fristes eller tvinges til at genoptage medlemskabet. Af de næsten 550 personer, der havde forladt miljøerne fra 2009 til 2012, var det kun 18, der året efter igen var registreret i politiets database over rockere og bandemedlemmer.
– Mange finder heldigvis hurtigt ud af, at bander og rockerklubber er dårligt selskab, og forlader miljøet af sig selv uden at vende tilbage. Nogle har brug for hjælp fra myndighederne til at komme ud, og her har vi med den seneste bandepakke styrket indsatsen, siger justitsminister Karen Hækkerup
Rapporten understreger samtidig et behov for forebyggende tiltag, der kan begrænse tilstrømningen af nye medlemmer. For grupperne har stadig en stor tiltrækningskraft på de unge, der løbende bliver rekrutteret. Disse unge skal vide, at der ikke er nogen fremtid i disse miljøer. Med den nye bandepakke har vi blandt andet udbredt bekymringssamtaler med unge, der er i risiko for at blive hvervet.”
Den nye undersøgelse skal ses i sammenhæng med myndighedernes indsats med at hjælpe folk ud af miljøerne. De seneste tal fra Rigspolitiet (pr. 1. juli 2014) viser, at 51 personer har gennemført eller aktuelt er i gang med et exit-forløb under rammemodellen i politikredsene. Herudover har der været igangsat et antal exit-forløb, som af forskellige årsager er blevet afbrudt. Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyser (pr. 4. juli 2014), at der aktuelt er 53 personer i et exit-forløb i kriminalforsorgens institutioner. Hertil kommer, at et antal personer, som nu er løsladt, har været i exit under afsoning.
Rapporten viser imidlertid tydeligt, at mange flere er i stand til at forlade miljøet af sig selv. De personer, der gennemfører exitprogrammer, udgør således kun en mindre andel af dem, der forlader rocker- og bandemiljøet. I undersøgelsesperioden (juni 2009 til oktober 2013) er der i alt 851 personer, der har forladt rocker- og bandegrupperinger. Det svarer til 32 % – næsten en tredjedel – af alle registrerede medlemmer i perioden. I samme periode udgør nytilkomne medlemmer 49 % af rocker- og bandegrupperingerne. Det betyder, at mindre end hver femte har været medlemmer i hele den undersøgte periode.
Mange finder heldigvis hurtigt ud af, at bander og rockerklubber er dårligt selskab, og forlader miljøet af sig selv
Rocker- og bandegrupperingerne er samlet set temmelig ustabile, idet gennemstrømningen af medlemmer er så stor. Der er dog tale om store variationer de enkelte grupperinger imellem, og overordnet set er gennemstrømningen mindre i rockergrupperingerne end i bandegrupperingerne. I gennemsnit har kun en tiendedel af medlemmerne i en bandegruppering været tilknyttet gennem længere tid.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 4. juni 2014 regeringens rocker- og bandepakke, ’Fast greb om banderne’, som bl.a. styrker den forebyggende indsats og myndighedernes exit-indsatser:
Tættere samarbejde mellem kommuner og politi
Regeringen styrker exit-indsatsen gennem dedikerede ressourcer til politikredsenes lokale exit-enheder med henblik på bl.a. tættere samarbejde og sparring med kommunerne i forhold til udvikling og opfølgning på exit-programmer til egnede kandidater.
Nyt centralt kontaktpunkt
Med rocker- og bandepakken etableres der et nyt centralt kontaktpunkt hos Rigspolitiet, som skal bistå kommuner, kriminalforsorgen, politikredsene og andre relevante offentlige myndigheder med rådgivning og sparring i den løbende exit-indsats.
Særlige tiltag
Der oprettes en pulje til finansiering af særlige tiltag, for eksempel hurtig og midlertidig relokalisering, fjernelse af tatoveringer og psykologiske test af ikke-registrerede exit-kandidater.
Bedre evaluering
Regeringen styrker evalueringsberedskabet og sikrer kvalitetssikring og koordinering af exit-sagerne med henblik på at facilitere læring og løbende justering af exit-indsatsen.
Forebyggelse i fokus
Den forebyggende indsats får en saltvandsindsprøjtning med bl.a. oprettelsen af en task force under Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Task forcen skal styrke kommunernes samarbejde om børn og unge, som er i risikogruppen for at blive rekrutteret til rocker- og bandemiljøet.