København: Der er stor mangel på billige lejeboliger i København. Det betyder, at socialt udsatte borgere i akut bolignød må stå lang tid i kø til en bolig, de kan betale. Socialforvaltningen vil nu tage en række initiativer for at hjælpe nødstedte borgere hurtigere videre til et liv i egen bolig.
Siden 1997 har Københavns Kommune haft en aftale med de almennyttige boligselskaber om ret til at anvise boliger til borgere med alvorlige sociale problemer. En mangel på meget billige boliger og en overvægt af dyrere boliger betyder imidlertid, at der er for få boliger til en pris, som borgere i akut social bolignød kan betale. Derfor er ventetiden på boliger stigende.
Det er især unge på kontanthjælp, som højst kan betale en husleje på 3000 kr., der rammes af den generelle mangel på billige lejeboliger i København. Men også akut boligsøgende over 25 år må vente længere tid i boligkøen. I 2011 ventede unge under 25 år i gennemsnit 10 måneder på en lejlighed, mens borgere over 25 år ventede i gennemsnit omkring et halvt år.
Socialforvaltningen vurderer, at problemet vil vokse i det kommende år.
– Det betyder, at det er svært at skabe det nødvendige flow og hjælpe fx hjemløse borgere på herberger og unge fra socialpsykiatriske botilbud og anbringelsessteder videre til et mere selvstændigt liv i egen bolig, selvom det er det, vi gerne vil, siger jurist Susan Fiil Præstegaard.
Forvaltningen vil derfor nu tage en række initiativer for at mindske problemets omfang og hjælpe borgere i den boligsociale kø hurtigere videre til en bolig.
– Der er behov for at tænke borgere med de laveste indkomster ind i byudviklingen, så der også bygges nye boliger i en størrelse og med en husleje, som socialt udsatte borgere kan betale, siger Susan Fiil Præstegaard.
Forvaltningen ønsker desuden at afprøve muligheden for at anvise boliger i privat byggeri og for selv at opkøbe ejendomme og leje boliger ud til en pris, som især unge på kontanthjælp kan betale. Begge dele kræver en lovændring.
Forvaltningen vil også nærmere undersøge mulighederne for, at unge med akutte boligsociale behov kan få hjælp til huslejen, når de får anvist en bolig. Det kan dreje sig om det stigende antal helt unge hjemløse og om anbragte unge, som skal udsluses til egen bolig.