23. november 2024

Der er ballade blandt socialdemokraterne i Holbæk.

Der er ballade blandt socialdemokraterne i Holbæk.

Der er ballade blandt socialdemokraterne i Holbæk op til det kommende kommunalvalg i november.

I løbet af et par uger har tre socialdemokratiske byrådskandidater – heraf to nuværende byrådsmedlemmer, trukket sig fra partiets kandidatliste til kommunalvalget til november.

Det er internt splid i partiet, der har fået de tre kandidater til at tage deres gode tøj og gå. De er dog ikke gået længere, end at de alle tre fortsat er medlemmer af partiet.

Den ene af kandidaterne er partiets tidligere gruppeformand og borgmesterkandidat ved valget i 2013, Sine Agerholm. Hun blev vred over, at byrådsgruppen under hendes sygefravær, ikke efterkom hendes ønske om at stemme nej til et nyt stort Sportsby-projekt, som hun ikke mente var belyst ordentligt økonomisk. Holbæk Kommune har da også efter vedtagelsen været ude i store sparerunder og fyret mange medarbejdere.

Den anden kandidat, Finn Martensen, synes ikke der er “nogen linje i Socialdemokratiet i Holbæk”, og har derfor valgt at trække sit navn fra partiets kandidatliste.

Den tredje kandidat, Steen-Kristian Eriksen, der også er formand for Ældrerådet i kommunen, har også valgt at trække sig. Angiveligt fordi han ikke er enig i den måde partiet har håndteret sagerne.

Vil starte ny lokalliste
To af de frafaldne, Sine Agerholm og Finn Martensen, har nu meddelt, at de ønsker at lave en ny liste – en lokalliste, der foruden dem selv gerne skulle have 8 kandidater mere.

På trods af deres planer, har de fortsat ikke tænkt sig at melde sig ud af Socialdemokratiet – og det får partiets borgmesterkandidat Christina Krzyrosiak Hansen til umiddelbart, at afvise de to partikammeraters planer. Ifølge hende, kan de to nemlig ikke stille op for en anden liste, og så samtidig være medlem af Socialdemokratiet, med mindre der er tale om en tillægsliste i valgforbund med Socialdemokratiet og de vælger at pege på hende som borgmester.

Den mulighed blev dog helt afvist torsdag eftermiddag af formanden for Socialdemokratiet i Holbæk Kommune Erik Just Pedersen. I et pressemeddelelse oplyste han, at Sine Agerholm og Finn Martensens planer om en ny lokalliste har gjort, at de ikke længere er medlem af partiet. Erik Just Pedersen henfører til partiets love, som siger “Hvis man … opstiller på eller medvirker ved opstilling af andre lister end de socialdemokratiske, bortfalder ens medlemskab.”

– Vi behøver derfor ikke i organisationen tage stilling til en eventuel udelukkelse, ligesom de selv har tilkendegivet at de ikke selv vil melde sig ud. Deres medlemskab er simpelthen bortfaldet. Dermed kan de ikke længere repræsentere Socialdemokratiet i Holbæk byråd, ligesom de er udtrådt af den socialdemokratiske gruppe i Holbæk byråd, oplyser Erik Just Pedersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.