En 78-årig kvinde fra Køge blev mandag franarret sit dankort af et par “hjælpsomme” tricktyve i Ølbycentret.
Kvinden skulle bruge en hæveautomat, men havde fundet ud af, at den hun normalt brugte, var ude at drift. En hjælpsom herre havde så vist hende hen til en anden hæveautomat, hvor yderligere en mand var kommet til stedet. De havde “hjulpet” kvinden med at hæve penge og havde i den forbindelse ombyttet hendes hævekort. Det opdagede kvinden kort efter, da hun skulle bruge det på et apotek.
Efterfølgende viste det sig, at der var hævet cirka 9000 kroner på kvindens kort.