Søndag middag modtog politiet en anmeldelse om tre mænd på en restaurant på Københavnsvej i Roskilde, hvoraf den ene skulle have en pistollignende genstand stukket i bukselinningen.
En patrulje rykkede hurtigt ud og fik kontakt til de tre mænd. Det viste sig, at den mistænkte genstand var en legetøjspistol. Den 18-årige mand fra Ruds-Vedby, der bar den, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
De to øvrige mænd – en 18-årig fra Nordjylland og en 20-årig fra Roskilde – blev sammen med den sigtede bortvist fra stedet.



