Onsdag aften gik en overhaling helt galt så bil endte i have.
Uheldet skete kort efter klokken 20, da en 20-årig 20-årig mand fra Slagelse kørte ad Høng Landevej og foretog en overhaling af en forankørende bil med anhænger på, som blev ført af en 79-årig mand fra Glumsø.
I forbindelse med overhalingen mistede den 20-årige herredømmet over bilen, så han påkørte den 79-åriges bil. Herefter fortsatte den 20-åriges bil videre ind i et skilt og endte i en have.
Ingen personer kom til skade ved uheldet, men bilen nedlagde vejskiltet og hækken på sin vej ind i haven.
En patrulje kom frem for at undersøge sagen, og det viste sig at den 20-årige bilist aldrig havde taget kørekort. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Han vil senere høre mere fra politiet, når sagen om færdselsuheldet skal afgøres.