Byrådet i Greve Kommune har på et ekstraordinært lukket byrådsmøde besluttet at politianmelde sagen om kommunens tidligere kommunaldirektør Claus Thykjær.
Mødet blev afholdt onsdag eftermiddag.
Brugte kommunalt kreditkort til private udgifter
Claus Thykjær blev fritstillet tilbage i juni måned og senere fyret, da det kom frem, at han havde brugt sin kommunale kreditkort til at betale for private udgifter. Ifølge DR havde han blandt andet brugt kortet til at købe billetter til en ishockeykamp, og indkøb i Rema1000, Irma og Cirkel K samt konferencebilletter til kommunaldirektørens hustru.
Til DR har Claus Thykjær forklaret, at han havde taget fejl af sit eget og kommunens kreditkort, og at han har tilbagebetalt de private udgifter.
Skal vurdere om der var foregået noget ulovligt
Med politianmeldelsen bliver det nu politiet, som skal undersøge sagen nærmere.
-Sagen overdrages til politiet med henblik på vurdering af, om der er foregået noget ulovligt. Et samlet byråd mener, at det er politiet, der er rette myndighed til at bedømme dette. Jeg håber dermed, at vi kan få afklaret sagen endeligt, siger borgmester Pernille Beckmann.
Mødet blev afholdt som lukket møde af hensyn til sagens personfølsomme indhold, og der kan ikke refereres yderligere fra mødet.