Lejre: Kl. 1930 modtog politiet anmeldelse om en 86-årig mand fra et plejecenter i Lejre, der var gået kl. 16.00 og ikke kommet tilbage.
Det var ikke første gang, at den ældre mand gik sig en tur, og han var udstyret med en GPS, der dog ikke virkede umiddelbart.
Undervejs i løbet af aftenen gav GPSén signal i Roskilde, og kl. 23.32 kunne personalet på plejecentret fortælle, at GPS’en nu gav signal ved trinbrættet ved Roskilde Festivalen.
Politiet kørte straks til stedet, hvor de traf den 86-årige mand, der blev kørt retur til plejecenteret efter sin lange gåtur.
Han var i god behold.